Livet i Thailand: Wan di, wan mai di (del 1)

Jeg bor i en ejerlejlighedsbygning i soi 33. I Bangkok. Hver dag er der noget for det. Nogle gange godt, nogle gange dårligt, men ofte overraskende for mig.

Ejerlejlighedsbygningen drives af en ældre kvinde. Jeg ringer til hende bedstemor, fordi hun er både efter status og efter alder. Bedstemor har to døtre (Doa og Mong), hvoraf Mong er ejer af bygningen på papiret.

Det vidste jeg ikke, før jeg bad Beskæftigelsesministeriet om at ændre adressen i mit arbejdstilladelseshæfte. Så havde jeg brug for en kopi fra ejeren af ​​bygningen. Doa er skilt (men mere om det i en senere episode) og Mong er gift med en politibetjent og har en datter.

Bedstemor og bedstefar lever som kat og hund

Bedstemor er gift med bedstefar. Det vil ikke overraske dig. Parret lever som kat og hund, og jeg mener IKKE, at der bor kat og hund her i Thailand i mange templer. De har altid ord og slås om alt og alt. Om de små ting, men også om de store ting i livet.

Det har ført til, at bedstefar de senere år ofte har søgt sin 'frelse' hos en anden kvinde. Normalt i en kortere periode, men nu har han fundet en kvinde, som han har været sammen med i et stykke tid. Det ved bedstemor og kan ikke lide det. Bedstefar har sin egen indkomst (en pension), sin egen afhentning og gør – så vidt bedstemor tillader det – hvad han har lyst til.

Da han ikke dukker op i lejligheden, kalder bedstemor ham for kvalme. Og hvis det ikke virker, ringer Dao eller Mong til ham. Han elsker ikke længere sin bedstemor, men elsker sine døtre og sine barnebarn. Altså: Jeg ser ikke bedstefar hver dag, men jeg ser ham jævnligt. Og når bedstemor er i nærheden er der altid en kamp.

Bedstemor er Penny klog, pund tåbelig

Bedstemor er, som englænderne siger så smukt, "penny wise, pound foolish". Hun er elendig på en manisk måde. I hvert fald: når det kommer til ejerlejlighedsbygningen og servicen til beboerne. Jeg måtte selv vente omkring ni måneder på en ny badeværelsesdør, og nu fik jeg den billigste hun kunne finde.

Møntvaskeriet og restauranten er nu lukket, fordi bedstemor ikke giver nogen indrømmelser - pengemæssigt - til nye operatører af begge faciliteter: mindst samme husleje og samme forskud som de gamle operatører.

At beboerne klager over, at faciliteterne er lukkede (og at nogle lejere er flyttet til en nyere bygning 200 meter nede i jordbunden) synes at have ringe interesse for hende, idet hun klager over den højere tomgang, men ikke forholder sig til hendes egen adfærd. Bedstefar sætter nogle gange fingeren på det ømme sted og så er det selvfølgelig kamp igen. Det virker som "livets cirkel" i min soi.

Chris de Boer