'Er du homoseksuel...?' – Peem

I dag kom jeg på en strålende idé. Kender du det, åh læser, at komme med en lysende idé? Jeg tænkte, ved du hvad, jeg vil bede mine elever om at skrive et spørgsmål på et stykke papir, der er henvendt til en klassekammerat. Et spørgsmål de altid gerne ville stille 'men var for bange for at stille'.

Spørgeren skulle forblive anonym, kun navnet på den, som spørgsmålet var rettet til, skulle stå på papiret. Så bad alle eleverne om, at strimlerne blev rullet sammen til en lillebitte rulle og lagt i en spids hat, som jeg ville komme over med.

Det var en fest…

Især da jeg tilkendegav, at det ikke var meningen at spørge en klassekammerat: 'Hvad er din yndlingsfarve?' Eller: 'Hvad spiste du i går aftes?' Nej, krydrede spørgsmål tak...

Der er hektiske papirstrimler revet fra øvelsesbøger, der er en masse larm, latter, grin, entusiastiske nik og det hele bande kommer til at arbejde med 'den Queston, du altid har ønsket at spørge, men var for bange for at spørge'.

Efter fem minutter går jeg rundt med den spidse hat, og alle sigter Spørgsmålet i hatten, reduceret til en minimal bunke papir, med nøjagtigheden af ​​en NBA-basketballspiller, stadig under høj støj. Nogle fyre gnider sig i hænderne, piger buber, og jeg er begyndt at spekulere på, om jeg ikke har åbnet en hormonel Pandoras æske.

Jeg tømmer den spidse hat med papirrullerne på mit skrivebord, og så snart jeg begynder at rulle et stykke papir ud og stille mig foran tavlen, dæmpes larmen og råbet. Det bliver alvor. Alle klassehemmeligheder bliver nu offentlige, der er ingen vej tilbage...

'Denne er for Mean', siger jeg tonløst og kigger i retning af Mean, en spinkel pige, der straks skjuler sit ansigt under hænderne, en handling måske opmuntret af det enorme brøl, der rejser sig i klassen. Larmen varer ikke længe. Der er dødsstille, når alle med tilbageholdt ånde hører mig læse dette spørgsmål:

'Mener, kan du lide Korn. Eller elsker du ham?'

Nu bliver Korn, en smart, atletisk dreng bombarderet af sine venner, hylen og hylen er voldsom og imens ser Mean sig triumferende omkring – tilsyneladende kan hun lide Korn – og hun rejser sig for at svare. Den knitrende lyd i klasseværelset forsvinder, da Mean angiver, at han vil besvare spørgsmålet.

'Jeg kan meget godt lide ham.'

Klassen eksploderer, og jeg er sikker på, at en kollega når som helst kan komme ind og spørge, om jeg ikke kan gøre noget ved den forbandede støj. Korns venner går hen til ham for en "high five", og Mean modtager lykønskninger fra sine venner. Den røde farve er drænet fra hendes ansigt.

Næste spørgsmål. Dødsstil... Jeg læste, med mit blik rettet mod Sun, en massiv pige, der sad helt bagerst i klassen, efter først at have spurgt mig selv, om jeg ikke skulle droppe dette spørgsmål:

"Sun, vejer du virkelig 99 kilo, eller gør du det mindre for at få dig til at se tynd ud?"

Mumlende, øjne på Sun, der rejser sig op og erklærer passivt: 'Jeg vejer 93 kilo. Jeg taber mig', og hun sætter sig igen til klapsalver og nikker samtykkende fra mange drenge. Stadig glad for, at jeg stillede det spørgsmål og overvejer, at thailandske teenagere næppe er anderledes end nogen anden teenager overalt i verden, åbner jeg papiret med følgende spørgsmål

'Den her er til Peem', siger jeg neutralt. Taget flyver af. Peem griner, mens hans klassekammerater laver gutturale lyde, som om de lige har vundet i lotteriet...

'Er du homoseksuel? (til Peem)

Klassen er fuldstændig ustoppelig nu, selvom jeg bemærker, at Peem i gryden, forbliver isnende rolig, rejser sig op og svarer, midt i en pludselig dødsens tavshed, "Ja."

Latter, mumlen og piger og drenge, der sætter tommelfingrene i vejret. Homoseksualitet er spændende for thailandske teenagere, men jeg kan ikke mindes nogensinde at have hørt nogen dømme om det. Drenge med feminine træk er ofte populære i skoler, hos både drenge og piger.

"Okay, dette spørgsmål er til Gift." Endnu en gang død stilhed...

(Kilde: Cor Verhoef, Het Triumvieraat, 20. august 2013)