Chiang Mai og Chiang Rai

Med min gode ven Sit, nu far til børnene hjemme, bliver vi i Norden nogle dage.

Den første aften spiser vi middag i restaurant Kaithong, den eneste junglerestaurant i verden, i hvert fald ifølge annoncerne. Sidde spise Cobrasteak, jeg foretrækker det samme, men fra en Python. De smager begge lidt af kedelig kylling, men heldigvis serveres de med forskellige saucer. Senere på aftenen er vi vidne til, at ejeren af ​​stedet dræber en slange, dræner blod og putter det i et brandyglas. Han tilbyder det til en turist, som drikker det passivt. Slangeblod siges at øge styrken. Han må have haft brug for det.

Dagen efter er det nu naturen blæst. Vi tager en bus til Chomthong for at tage en taxa til Doi Inthanon, det højeste bjerg i Thailand, femogfirs hundrede fod over havets overflade. Det er koldt på toppen.

Nøgne træer og tåger minder mig om Bommels mørke træskov. Derefter besøger vi nogle små vandfald, Siripoon og Washiratarn. Vi kan ikke finde Borichinda-hulen. Endnu et lille vandfald og endelig det største i Thailand, Mae Ya. Her svømmer jeg nøgen (jeg var stadig ung og attraktiv, da det skete). Tilbage i Chomthong er den sidste regulære bus allerede kørt. Heldigvis er der en privat bustaxi.

Vi forlader Chiang Mai og tager en fire timers bustur til Chiang Rai. Smuk natur, bjerge og skove. Bussen sætter os af Hotel SaenPhu.

Vi booker en organiseret tur hos et rejsebureau. Med yderligere to turister tager vi først til bjergene nord for ChiangRai, Doi Maesalong. Her bliver vi sat ned i en betonlandsby med souvenirbutikker. Ingen køber noget, så vi fortsætter til en tefabrik, som blev startet i forbindelse med omskoling af opiumsdyrkning til mindre søvnfremkaldende stimulanser. Af sympati drikker vi en kop te.

Derefter til de berømte bakkestammer. To Meow-landsbyer viser sig ikke at være mere end turistsupermarkeder. Jeg husker med glæde mine rejser for tyve år siden, hvor nogle af bakkestammerne levede helt i stenalderen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de var gladere dengang.

Vi fortsætter til Abehulen. Ved foden af ​​et højt bjerg er der mange aber. Ifølge vores guide ligger hulen højt oppe i bjergene, og vi kan ikke se alt. Hun må have travlt, så Sit og jeg går op ad trappen og de andre venter nedenunder. Der er en stor Buddha-statue i hulen, hvor Sit mumler bønner i kort tid.