CITY OF ANGELS – En mordhistorie i 30 kapitler (del 6 + 7)

På Thailandblog kan du læse forudgivelsen af ​​thrilleren 'City of Angels', der, som titlen antyder, foregår udelukkende i Bangkok og er skrevet af Lung Jan. I dag kapitel 6 + 7.

Kapitel 6.

Morgenlyset har ikke altid guld i munden. Meget lejlighedsvis syntes J. sig selv som filosof i dybet af sine tanker. Dengang, for længe siden, da han var ung og smuk, tænkte han selvtilfreds, at han vidste alt. I dag, nu hvor han kun var smuk på en lidt affældig måde, vidste han bedre. Flere gange i sine første uger, måneder og endda år i dette land, i en blændende opvisning af absolut og betagende dumhed, troede han, at han havde sparket i bukserne. En mening, som desværre for ham også blev delt af andre... Som han senere, men meget senere, langsomt men sikkert begyndte at indse, og det var måske den vigtigste livslektion, han havde lært her - gennem trial and error , var at han var som så mange før ham blevet offer for kulturchok. Alle virkede dumme, når de trådte uden for komforten af ​​deres egen velkendte referenceramme. Så enkelt var det. Og så lærte han at være tålmodig, en masse tålmodighed…. En smuk dyd ikke kun i Vesten, men også i Fjernøsten.

I løbet af dagen ville hans tålmodighed dog blive sat hårdt på prøve. Kaew var f.eks. faldet i øjnene med en række ret lyssky kunst- og antikvitetshandlere, som de havde sat sammen på en liste over mulige mistænkte i går. J. beundrede i al hemmelighed Kaews' skarpe analytiske evner og hans undersøgende evner. Talenter, der ville have gavnet De Bolle som journalist. Kaew var gået tidligt, modsat sin vane, men havde tilsyneladende forårsaget en del irritation med sin afhøring. I en af ​​de enorme antikke haller bag Chatuchak-markedet var hans trofaste partner endda blevet grebet i kraven med en blød hånd og smidt ned ad trappen. Dette enorme marked har fået sit ry som 'Tyvemarkedet' gjorde hele æren igen... For at gøre tingene værre gik der indtil middag, før Tanawat kontaktede os, som aftalt.

Tanawat var en rigtig chatterbox, men af ​​en eller anden grund, ikke umiddelbart indlysende for J., virkede han ikke særlig opsat på en samtale i dag. Han lod på mystisk vis vide, at han endelig havde et konkret spor, men nægtede at gå i detaljer over telefonen. Han formåede bestemt at opbygge spændingen, fordi han tre gange i løbet af mindre end en time arrangerede et andet sted, hvor de ville mødes. Denne hemmelighedskræmmeri irriterede J. uhyre. Tanawat kunne til tider være meget mistænksom, men J. var ligeglad. Endelig den eftermiddag slentrede J. fra sit loft til Wat Po med en lynhurtigt smeltende iskugle i hånden. Kort før lukketid var dette største og ældste tempelkompleks i byen sprængfyldt med turister og deres mød og hils på ikke skiller sig ud. Præcis klokken 16.30. J. befandt sig som aftalt med klæbrige hænder ved den vestlige Wihan bag det centrale tempel. Mens mellem Wihan og Phra Si Sanphet Chedi gik, til hans overraskelse var der ingen tegn på Tanawat. Den næste halve time tog han ikke et af J.s opkald eller sms'er. Dette var ikke normal adfærd for akademikeren kendt for sin punktlighed. En halv time senere, med en voksende følelse af angst, slap J. sig igennem sikkerhed flyde ud. J. ventede på tværs af Chetuphon Road på, at de sidste af gæsterne forsvandt, men Tanawat så ud til at være gået op i røg.

Tilbage på loftet var selv den fornærmede Kaew stoppet et øjeblik i sin endeløse klagesang over den hårdhændede behandling, han havde modtaget i Chatuchak. Han virkede også lettere forskrækket over Tanawats pludselige tavshed. Efter mange overvejelser med sin arbejdsgiver gik han straks for at tjekke på fakultetet for at se, om han kunne findes der, men de havde ikke set ham der siden i går morges. Da han ikke dukkede op i dag, måtte en af ​​Tanawats' assistenter overtage en praktik i eftermiddag... Nyheder, der kun øgede J.s bekymring...

Kapitel 7.

Næste morgen, kort efter kl. J. modtog telefonopkaldet, der ikke bare brat vækkede ham fra en urolig søvn, men også ramte ham som et hårdt slag i maven. Han genkendte nummeret som Tanawats, men han var bestemt ikke på linjen. En rå stemme slog til ham med en undertone af tidløs ondskab: "Din ven, den snakkesalige professor, venter utålmodigt på dig under broen på betalingsvejen bag Wat Saphan Phrakhong i Khlong Toei. Vær hurtig, for det ser ud til, at han kan sluge sin tunge..."

J. var ikke sikker på, hvordan han skulle beskrive det, men der var noget galt med luften i Bangkok. Hver gang han kom til storbyen fra nord, skulle han vænne sig til det igen eller 'få vejretsom han selv beskrev det. Det lugtede dog ikke rigtigt - men han følte altid, at luften her var gammel og forfalden, som om den var blevet overbrugt. Efter opkaldet virkede det, som om al ilten var brugt op med ét hug. Han følte sig svimmel. Han klædte sig i en fart og gik ud med Sams uforstående blik bag ryggen. Med en kvalmende fornemmelse af tryk i mellemgulvet skyndte han sig ned og ringede til en af ​​de bumser, der slentrede på hjørnet af gaden i en fluorescerende vest, og som kører motorcykeltaxi. Motorcykeltaxaen er den farligste i Englenes By, men uden tvivl også den hurtigste måde at komme rundt på. J. var ikke sikker på præcis, hvor han skulle hen, for på det angivne sted var det en forvirrende labyrint af broer, klonger, gyder og veje. De hylende politisirener viste dem dog fejlfrit vejen de sidste par kilometer.

Som så mange ting her i landet endte broudgangen lige i en blindgyde på kanalen. Han var der bare, ligesom J. og pøbelen, der var mødt op på striben, hvor den varme asfalt bliver til grus. Det var værre, end han havde forventet. For hans øjne var en travl, men velordnet scene, der så ud til at være blevet skåret ud af en andenrangs tv-detektivserie. En tilsyneladende endeløs parade af brune politiuniformer til og fra, nogle af dem civilklædte. Tekniske detektiver gik rutinemæssigt rundt og ledte. Liget var blevet identificeret. Stedet, hvor det lå, ved siden af ​​en af ​​broens betonpiller, var som sædvanligt på et gerningssted i Thailand ikke rigtig skjult for tilskuernes øje. Et par fotografer skød deres billeder, så alle de blodige detaljer ville blive bredt spredt på den skrigende forside af deres avis i morgen. Dødens rå ekshibitionisme, som thailandske læsere elskede. Hvad var det med kriminalitet for indbyggerne i Englenes By? De elskede det, de blev aldrig trætte af det... J. ville aldrig vænne sig til det. Han trøstede sig selv med tanken om, at hvis der nogensinde kom en mirakuløs ende på kriminalitet i dette land, ville aviserne straks gå i stå.

Til hans ærgrelse trængte en række blodhungrende tilskuere over den rød-hvide improviserede barriere som gribbe, mens de forsøgte at få et glimt af scenen med deres telefoner. De blev serveret på deres vink og kald. For der var blod, meget blod. J. kunne se det selv fra denne afstand. Store vandpytter, der i formiddagsvarmen allerede var dækket af en matsort hinde som en udtørret budding, og som så ud til at blive levende på en eller anden mærkelig måde af trillioner af blågrønne skinnende fede ådsler, der grådigt fester sig i liget og de størknede pøler af blod havde aflejret sig.

Sikke et lorte sted at tage hen, tænkte J. Området var fyldt med skrammel, storbyens gunk: rustne maddåser, knuste flasker, slikpapir og plastikposer, hundredvis af plastikposer, dette lands emballagepest. Mere affald flød i Phra Khanong-kanalen og lige over vandspejlet så J. det forvitrede håndtag på en indkøbsvogn, der var tippet ind her, hvem ved hvor længe siden...

'J! Hej J...!' Han vendte sig om. En høj og bredskuldret civilklædt politibetjent, høj efter thailandske standarder, kom rask imod ham. De kendte ikke rigtig hinanden godt, men nok til at vide, hvad de havde til fælles. Det ville gå for vidt Roi Tam Ruad Ek eller Chief Inspector Uthai Maneewat fra Serious Crimes Section en god ven, men de havde hjulpet hinanden et par gange tidligere, og det knyttede på en eller anden måde et bånd. At dømme efter hans udtryk havde han lige kvalt af en kæmpe slurk Tog Prik, som hovedsageligt består af rå chili, fermenteret fiskesauce og limesaft krydret krydderi. 'Vil du gå med mig et øjeblik?' spurgte han indbydende og med et vink med hånden og beordrede den uniformerede sergent, der bevogtede båndet, at lade J. slippe igennem. J. mente, at han skulle spørge, om der ikke fandtes plastik fodkapper til gerningssted ikke for at forurene, men besluttede sig for det, fordi chefinspektøren ikke virkede rigtigt til det humøret for en joke.

'Det er en lort situation',  Maneewat kom med det samme til sagen. 'Hvad laver du her? '

 "Hvad har det med dig at gøre, overinspektør?" '

 'Godt,' sagde Maneewat, ' lad mig genopfriske din hukommelse. For et par dage siden så en af ​​mine mere opmærksomme kollegaer dig og den afdøde under en hyggelig tête à tête på en terrasse på Chao Phraya. Den afdødes mobiltelefon viser, at han gentagne gange har ringet til dig de seneste dage og omvendt. Sidste opkald var i morges. Og det var virkelig mærkeligt, for så havde han ifølge vores retsmedicinere og lægen været død som en sten i mindst en time... Synes du det er mærkeligt, at jeg stiller spørgsmål, når du pludselig dukker op her? '

'Åh...' J. forsøgte meget hurtigt at komme med et svar, der lød så plausibelt som muligt, uden at vise sine kort. ' Som du ved, var vores forhold rent forretningsmæssigt. Fra tid til anden appellerede jeg – ligesom dig i øvrigt – til hans ekspertise. Også for et par dage siden, da jeg bad ham om at finde ud af nogle ting for mig...'

J. gispede et øjeblik. Uden at han vidste det, havde Maneewat ført ham i retning af liget, og det, han så og lugtede, muntrede ham bestemt ikke op. Der var allerede en svag, gasagtig stank omkring liget, som en gammel prut, hvilket egentlig ikke var overraskende i disse temperaturer. På trods af at J. havde haft sin del af fysisk vold i Nordirland, havde han aldrig rigtig vænnet sig til det. Han havde set nok på et øjeblik og måtte kæmpe mod trangen til ikke at kaste op spontant. Med en ultimativ indsats og sammenspændte kæber formåede han at holde bidderne inde.

Liget viste tegn på overdreven vold og tortur. Professoren lå på ryggen med bar overkrop på gruset. Et stort stykke hud hang slapt, revet fra hans venstre skulder, som så ud til at være flået. Han var blevet slået. Måske med den robust udseende, blodige klohammer liggende lidt længere. Hans næse var brækket, mange af hans tænder var spredt som blodige småsten, og hans højre øjenhule og kæbe så ud til at være knust. En grød af splintret knogle og knækket væv. Måske var den samme klohammer også blevet brugt til at sømme hans tunge til et stykke drivtømmer med et langt søm. Et spørgsmål om at holde kæft på ham.... Med et gys så J. de tunge boltskærere ligge ved siden af ​​liget. Alle Tanawats fingre, med undtagelse af tommelfingrene, var uhøjtideligt blevet skåret af. Så vidt han kunne se, viste den grå hud omkring nogle knivstik i brystet og maven allerede blåslåede lilla pletter. Muligvis fra håndtaget på kniven, hvilket kunne tyde på, at Tanawat var blevet stukket med blind og frem for alt brutal magt. Han må have drevet nogen til et kæmpe raserianfald, men hvem?

Helt chokeret lukkede J. øjnene kort. Ikke af træthed, men fordi han kom igennem rigor mortis Tanawats stivnede krop ønskede ikke at se. Men det var, som om billedet i alle sine grufulde detaljer havde brændt sig fast i hans nethinde. Til hans lettelse var J. i stand til at fastslå, at den blodkommende scene også havde påvirket inspektør Maneewat. Hans kropssprog talte om en anstrengt indestængt vrede, som J. godt kunne forstå, for han vidste, at Tanawat ofte havde været en værdifuld informant for politiet i almindelighed og overinspektøren i særdeleshed. J. så op med usynlige øjne, på viaduktens rustne stolper, den afskallede beton, den rådnende graffiti. Støjen fra susende trafik på betalingsvejen højt over hovedet gjorde det endnu sværere for ham at koncentrere sig. J. Var overbevist om, at han snart ville få en voldsom hovedpine….

'Hvilket betyder noget?spurgte Maneewat mistænksomt.

'Åh, du ved, de sædvanlige ting, ikke noget særligt. '

"Har disse ikke-så-specielle tilfælde noget med det her at gøre?" spurgte Maneewat og pegede på, hvad der så ud til at være et par blodige striber på bropillens grå beton. Forvirret og undertrykte sin rædsel tog J. et par tøvende skridt nærmere. Tanawat kan have smurt et bogstav J og tallene 838 på søjlen med en sidste indsats, de blodige stumper ragede ud fra de brækkede knogler, der engang havde været hans fingre. En blodig besked fra efterlivet, men hvad betød det? Et spørgsmål, der tilsyneladende også optog overinspektør Maneewat intenst, for i de næste femten minutter fortsatte han med at tale om det, med en undertone, der viste tiltagende utålmodighed.

'Kom nu J., du laver ikke sjov med mig. Spil ikke spil med mig.'

'Jeg føler slet ikke behov for spil, tværtimod.'

En meget intelligent mand, der engang var min mentor, fortalte mig engang, at jeg ikke skulle lære en gammel abe at tegne ansigter... Jeg har en så mørkebrun mistanke, at du alt for godt kender betydningen af ​​det, der står her. Enten tager du det op, eller også sørger jeg for, at en af ​​mine fyre tager dig til stationen. Hvis det er nødvendigt, kan du sidde der i timevis eller, så vidt jeg ved, endda dage til at tænke, før vi fortsætter med at chatte...'

'Hov! Bare rolig, overinspektør, sagde J.Helt ærligt, jeg har ikke den fjerneste anelse. Ligesom dig brækker jeg mit hoved, men jeg kan ikke gøre hoved eller hale af det her. Fortsæt... Tag mig væk, du bliver ikke klogere...J. mente, hvad han sagde. Han forsøgte desperat at finde en forbindelse, men det stod hurtigt klart for ham, at dette hverken var det rigtige tidspunkt eller det rigtige sted for logisk analyse, kombination og deduktion... Jeez, hovedpinen havde registreret sig og hvordan...

Maneewat genkendte den desperate undertone i J.s tale. 'Okay, du kan forlade mig. Men hold dig selv tilgængelig. Vi garanterer, at du kan forvente en venlig invitation fra os en af ​​de følgende dage til at fortsætte denne samtale. Jeg anmoder dig derfor om ikke at forlade byen. Hvis du stadig ønsker at rejse akut, ville jeg gerne have været informeret på forhånd...'

Da en stadig rystet J. forlod gerningsstedet, indså han, at politiets opmærksomhed i en mordsag i Englenes By normalt begyndte at falme efter de første XNUMX timer. Hvis der efter nogle dage stadig ikke var væsentlige nye udviklinger, blev sagen ofte højst løst ved et tilfælde. J. håbede af hjertet, at dette ikke ville være tilfældet her. Da han tog et sidste blik på sin dræbte ledsager, svor han til sig selv, at han i det mindste ville sætte sit bedste ben frem for at pågribe Tanawats morder. Uanset hvad det koster…

Fortsættes…..