Mia Noi-fænomenet i Thailand

Dette fænomen Mia Noi (konjunktion, anden kone, elskerinde) har spredt sig til alle niveauer af det thailandske samfund. Historier om vigtige mænd i samfundet, der har flere koner, kan findes i forskellige medier.

Dette fænomen forårsagede dog en del (begrundet) kritik i den vestlige verden. På denne baggrund sendte prins Svasti Sobhon i 1913 et memorandum om at inkludere monogami i en lov, for at imødekomme kritikken fra udlandet. Selvom Rama VI havde en anden mening, blev der ikke vedtaget nogen ny lov. Desuden omgav Rama VI sig hovedsageligt med unge mænd, og det var mere en kongelig udtalelse!

Thailand ændrede ikke sine love før 1932, og det blev ulovligt at have mere end én kone som følge heraf. Formelt vil dette være "ulovligt", men i praksis er det mere uregerligt. Men det er nu ikke længere kun et privilegium for de velhavende eller overklassen. Så længe manden tager sig af sin kone (mia luang) og børnene, vil hun acceptere, nogle gange modvilligt. Bedre end at stå alene med børn. Mia noi kan så tage sig af manden. Men hvis mia noi modtager flere penge end hun, vil ilden eksplodere! I de mange thailandske sæbeoperaer og samfund er tingene dog ikke så enkle som beskrevet her. Et velkendt udtryk er derfor: "Dette gøres normalt 'på sneak', selvom den thailandske vinranke normalt kender til disse affærer længe før pressen."

Tidligere var det anderledes at have mere end én kone af flere grunde. Dette er en historie, en dreng fortalte.

Da jeg var ung, lærte jeg det kinesiske samfunds tanker om at have mere end én kone at kende. Denne åbenbaring kom ikke fra en mand, men fra vores kinesiske værtinde.

Da jeg boede i Bangkok, opdagede jeg, at vores værtinde var vores udlejers mia noi, fordi hun fortalte mig det. På det tidspunkt var hun femogfyrre, og hendes mand var halvtreds. De havde været sammen i 21 år. Det virkede ikke som et eventyr fra vores udlejer, på bekostning af hans første kone.

Madame Chao fortalte mig grinende, at hendes mand, som var en god kinesisk søn, af tradition var tvunget til at følge sine forældres valg af kone. Hans første kones far og hans far var gamle venner. De var blevet enige om, at hvis den ene havde en søn, og den anden havde en datter, ville de gifte sig med det formål at fusionere deres familier og respektable virksomheder.

I sådanne tilfælde bliver den unge mand og kvinder ikke hørt om dette spørgsmål, og konfuciansk etik giver ikke børnene ret til at nægte. Min værtinde fortalte denne historie med en sans for humor.

”Så min mand vidste fra han var 8, at han ville giftes med perlekøbmandens datter, som boede i samme gade. Hans far var diamanthandler. Så du kan se, at det passede godt til begge familier.” "Men elskede de hinanden?" jeg spurgte

Det kinesiske samfund er anderledes. Det er ikke det vigtigste mellem mand og kone. Min mands første pligt var over for sin far og mor. De gav ham mad og uddannelse. Det var hans pligt at følge deres ønsker til gavn for familien."

"Men hvad med hans egen lykke?"

"Hvorfor ville han ikke have været glad? Han havde alt, hvad han havde brug for og meget mere end mange andre mennesker. Nogle gange undrer jeg mig over kulturer, der tror, ​​at "romantisk" kærlighed er den eneste sande lykke. Hvis min mand ikke havde fået god mad og en god uddannelse, ville romantisk kærlighed så have gjort ham glad?”

"Min familie havde lige penge nok til at rejse os. Vi var skræddere. Ingen steder er så rig eller så vigtig som min mands familie.

”Jeg blev sendt til den kinesiske skole i otte år og var meget heldig, at der var så meget uddannelse. Min far var ret oplyst. Han mente, at uddannede døtre var meget mere værdifulde end blot smukke kvinder. Men jeg er tilfreds med min situation, som den er nu ligesom de andre mennesker, jeg bor sammen med.

Kilde: Pattaya Mail